Brunko Iliev: Jeg har kæmpet mod kræft i 13 år

Indholdsfortegnelse:

Brunko Iliev: Jeg har kæmpet mod kræft i 13 år
Brunko Iliev: Jeg har kæmpet mod kræft i 13 år
Anonim

Brunko Iliev Gavrilov er fra den glorværdige generation af volleyballnationale, der vandt sølvmedaljerne ved verdensmesterskabet i Sofia i 1970. Han blev født den 22. november 1945 i landsbyen Tranchovitsa. Han er en konkurrent til Slavia, med hvem han er tre gange national mester og to gange pokalvinder. Han er far til den tidligere volleyballnationale Ivaylo Gavrilov.

Allerede som træner for det bulgarske landshold førte Brunko Iliev holdet til 4. pladsen i World Volleyball League i 1999 og 2004. Som ungdomstræner var han europamester i 1986, og i 2003 tog han bronzemedaljer ved verdensmesterskaberne i Iran.

Han blev mester i Bulgarien tre gange som træner for "Levski", og var den første til at bringe holdet ind i volleyball Champions League. I "Slavia" vandt han titlen med ungdomsholdet i "De Hvide" i 2011 og den dag i dag træner han børn i samme klub. De færreste ved dog, at træneren kæmpede mod tyktarmskræft i årevis. Specielt til "Doctor" Brunko Iliev fort alte, hvordan man lever under stress, og hvad konsekvenserne er for sit eget helbred.

Hr. Iliev, havde du nogen alvorlige skader som konkurrent?

- Mit eneste problem som deltager var ved verdensmesterskaberne i Sofia i 1970. Jeg havde iskias (iskiasnerven), og jeg kunne ikke præstere ordentligt. Derefter sov vores hold på hotellet "Chepishev", hvor sengene var korte til højden af volleyballspillere og med fjedre. Jeg var sunket ind i det forår, og om morgenen vågnede jeg helt stiv. Jeg spillede sådan den første kamp med Italien og derefter indtil den sidste kamp, finalen med DDR.

Fik du smertestillende medicin dengang?

- Der var ingen stærke smertestillende medicin dengang. Nu er det nok at tage en eller to stikpiller eller påføre et rengøringsmiddel, så klarer jeg mig. Så slog de indsprøjtninger dybt ned i min lænd, men smerterne kunne ikke aftage. VM var slut, og så slap han mig. Efter det gjorde det stadig ondt fra tid til anden, men ikke så slemt. Ellers har jeg ikke fået de sædvanlige skader for atleter. Kun min skulder gjorde ondt i en måned i 1972, men det gik over om sommeren med en pause fra arbejdet. Jeg havde ingen skader, fordi jeg begyndte at spille volleyball meget sent - som 18-årig, hvor en persons knoglestruktur allerede er bygget. Derfor var min sportskarriere lang. Jeg spillede indtil jeg var 41 år, sidste gang jeg var på Teteven-holdet. Hvorimod nu får vi børn til at træne i alderen 9-10 år. Små brusk slides lettere.

Er du rask nu? Jeg ved, du gik igennem en meget vanskelig sygdom

- I 2001 blev jeg opereret for tyktarmskræft og fik derefter tre operationer mere - alle med et snit fra navlen og ned. I to år lavede jeg kemoterapi og strålebehandling. Operationen går over på en uge og det samme gør smerterne. Men kemoterapi og strålebehandling er meget sværere at tolerere. Jeg kæmper mod denne øde kræft. Men de har støttet mig i 13-14 år nu. Jeg arbejder stadig, jeg træner børn i "Slavia".

Hvordan blev din kræft diagnosticeret?

- Første gang der opstod en blødning, var jeg i Belgien med Levski Sikonko. Jeg troede det var hæmorider. Så fandt man ud af, at det var karcinom. Du ved, at når kræften kommer for sent, bliver behandlingen meget vanskelig. Der er folk, der går til kemoterapi i Tyrkiet, i Spanien, som er utilfredse med behandlingen i Bulgarien. Men jeg gik til lægen meget tidligere, og tumoren blev fanget på et tidligt tidspunkt.

Min mor havde brystkræft

Hun fik stråling i sin lunge og døde. Måske er der noget arveligt, der også gør mig syg. Årsagen kan være i trænerfaget, at vi konstant er under stress. Hvor end jeg har været, hvis holdet ikke gør det godt, fyrer de træneren. Vores job er ikke let.

Hvem opererede dig og på hvilket hospital?

- Jeg blev først opereret på Tsaritsa Joanna Hospital - ISUL. Så - i 2004 - opererede prof. Dimitrov mig på Onkologisk afdeling. Så i "Pirogov" blev jeg opereret af en meget dygtig kirurg, Dr. Tony Filipov, som er søn af en volleyballspiller. Hans mor døde af kræft, og derfor blev han læge. Nu arbejder Dr. Filipov på et statshospital. Min sidste operation var i 2006. Jeg var træner i byen Konya, Tyrkiet.

Men jeg brød kontrakten, fordi den faldt tilbage igen. Operationen blev udført af prof. Dimitrova fra den første operation på Aleksandrovsk Hospital. Jeg er mest tilfreds med hende, fordi ingen andre ville operere mig dengang. Prof. Dimitrova fort alte mig: Hvis du vil, så få en operation. Det betyder at blive ved med at leve. Hvis ikke, ved du…”. Det er syv år siden den operation, og jeg er i live. Sundt – ikke så meget, men jeg er i live. (griner).

Var de fire operationer på grund af tumortilbagefald nødvendige?

- Ja. Først om 3, derefter om 6 måneder, og nu en gang om året får jeg foretaget en magnetisk resonansbilleddannelse hos assistent Ivanov på Militærhospitalet og overvåger min tilstand. Jeg har kendt ham i lang tid, vi arbejdede sammen i Tunesien, hvor der var mange bulgarske læger.

Kan du sammenligne bulgarske hospitaler med hospitaler i udlandet?

- Jeg var på et hospital i Konya, hvor de foretog en koloskopi. De har meget gode specialister i Tyrkiet. De fort alte mig, at jeg skulle opereres senest inden for en måned. De ville fjerne min tyktarmssvulst der, men det ville koste meget mere end i Bulgarien. Volleyballklubben i Konya forpligtede sig ikke, og jeg kom hertil. Sygehuse i Tyrkiet er meget moderne. Der er også dem i vores land.

Min sidste operation var sidste år for et brok

Brokken dukkede op, fordi jeg er blevet skåret mange gange. Hospitalet jeg var på er på niveauet - Første operation på Aleksandrovska. ICU er ren og pæn, senge og værelser er også pæne. Men jeg husker min første tyktarmsoperation - forholdene i ISUL var meget dårlige for 13 år siden.

Hvad er dit indtryk af bulgarske læger?

- Vi har meget gode specialister. Jeg er overbevist om, at Prof. Dimitrov, Prof. Dimitrova og Dr. Filipov er meget gode kirurger. Og holdningen hos personalet under min rehabilitering var dengang på et niveau.

Om tyve dage vil du være 69 år. Hvad vil du ønske dig på denne dag?

- Hvert år siger jeg til mig selv: Jeg ville ønske, jeg kunne arbejde lidt mere. For jeg kan ikke sidde ledig, bare gå rundt og spille kort. Som børnetræner går min tid nemmere, og jeg er nyttig for familien – jeg har altid nogle penge med hjem. Når jeg går til min landsby, råber folk: "Du har så mange penge, hvorfor arbejder du stadig!?" De tror, at siden jeg var træner for landsholdet, fik jeg mange penge! Det er jeg ikke, men det er hvad folk tænker.

Jeg er fra Pleven-landsbyen Tranchovitsa. Skuespilleren Grigor Vachkov blev også født der. Vi er de to mest berømte mennesker i vores landsby. Da min søn Ivaylo var lille, gik vi forbi stadion i Trančovitsa, og jeg fort alte ham: "Jeg blev en atlet her." Vi kom ind i centret og der - folkecentret "Grigor Vachkov". Skuespilleren var allerede død, da forsamlingshuset blev opkaldt efter ham. Så råber min søn: "Hej, far, når du dør, vil de opkalde stadion efter dig.” (griner)

Anbefalede: